Nudelsalat er faktisk aldrig noget som vi har gjort det store i. Da jeg på en restaurant herovre i San Diego fik en nudelsalat – blev jeg enig med mig selv om, at der skulle sådan en opskrift på bloggen. Man kan komme alverdens grøntsager i retten – og det er faktisk en god ret at lave, hvis man har nogle grøntsager, som skal bruges. Heri kom der hovedsageligt gulerødder, agurk, hvidløg og rød peberfrugt. Der blev også tilsat kylling, men hvis man er vegetar, kan denne sagtens undværes. For at gøre retten lidt mere cremet blev de kogte nudler, de færdigstegte grøntsager og kylling blandet sammen med soya og peanut butter – det gjorde virkelig retten utrolig lækker! På toppen blev der drysset med peanuts for at give den lidt mere knas :-) Retten tager vitterlig ikke lang tid at lave og er super god til de dage hvor man er lidt senere hjemme fra skole eller arbejde.
Når vi får fisk er det rigtig ofte laks (på alle mulige måder) eller fiskefrikadeller. Ligesom laks kan fiskefrikadeller også virkelig varieres afhængig af hvilket humør man lige er i. Der kan nemt tilsættes forskellige revne grøntsager, krydderurter, chili eller citron til at give lige nøjagtigt det smagsindtryk man leder efter.
Det er lidt sjovt for fiskefrikadeller er en af de retter, der minder os rigtig meget om hverdagene hjemme hos mor og far. Blandt andet fordi at det var en af de retter hvor tilbehøret altid var fast; en råkostsalat og en omgang kartoffelmos (og engang imellem remoulade fra fiskehandleren).
Denne her version er næsten som i “gamle dage” (så gamle er vi jo ikke ;)), dog er fiskefrikadellerne gjort mere kryderede med persille, peberfrugt samt chili og tilbehøret bestod kun af en omgang råkost og altså ingen kartoffelmos. Det var lidt i overkanten kun at lave til en person men til en større samling kan kartoffelmos helt klart anbefales :)
Vi var for 5 år siden et par måneder i USA hos vores moster hvor vi blandt andet fik oplevet græskarernes sæson. Det var første gang vi smagte det klassiske pumpkin bread, der selvfølgelig består af græskar, men derudover også et hav af krydderrier for at få den helt rigtige krydrede smag af blandt andet kanel, muskatnød og nelliker – en rigtig julet kryddersmag ;)! Nu 5 år efter har vi forsøgt med en ny variation af brødet, hvor der er tilsat lidt af de klassiske ingredienser som græskar og kanel. Derudover er der ingen fedtstof tilsat udover hvad der naturligt er i ingredienserne. Til at få det svampede pumpkin bread er der tilsat banan og til den søde smag, udover sukker, er der også tilsat lidt dadler. Et brød, der snildt kan konkurrerer med det klassiske hvis man ønsker et alternativ med mindre fedt og sukker. Servér det til eftermiddagshyggen eller som dessert evt. med lidt creme fraiche, men det er nu ikke et must med tilbehør :)
Rugmuffins, der er helt perfekte som en lille ekstra bid i madpakken, til frokost eller som snack. De er svampede og fyldt med skønne ting; kerner, havregryn, rugmel, græskar, gulerødder og quinoa for bare at nævne lidt af ingredienserne :) Selvom ingredienslisten ser lidt overvældende ud, så prøv dem alligevel for de er simpelthen for skønne og de fleste ingredienser haves formentlig i køkkenet. Der blev for nogle uger siden købt et græskar, der jo er kæmpe stort! Det af græskaret, der ikke skulle bruges blev frosset ned i mindre stykker og er super godt at bruge i bagværk og kager og det er netop sådan en “rest”, der er brugt i disse muffins. Græskaret gør dem dejlig svampede samtidig med at de har en helt perfekt sprød skorpe. Opbevar dem i fryseren og ha’ dem til et passende tidspunkt. Men husk nu at rugmuffinsne er allerbedst helt nybagte med et lag smør ligesom alt andet nybagt brød, så det skal i altså også prøve ;)
Hvem elsker ikke en skøn cremet pastasalat med alle ens yndlingsingredienser!? Eller en pastasalat hvor man kan få ryddet lidt ud i køleskabet og bruge nogle af de grøntsager, der synger på sidste vers. Det er hvert fald et hit herhjemme og det blev til en omgang med lidt forskellige ingredienser; grønne bønner, champignons, soltørrede tomater, friske spinatblade, kylling og ikke mindst lidt peanutbutter ;) En dejlig kombination, der selvfølgelig til hver en tid kan varieres. Peanutbutteren er helt perfekt med sin chruncy saltede smag og hvis man har valgt grov udgave er man måske heldig at få lidt peanutstykker med også. Pastasalaten gøres cremet med et æg, der røres i den meget varme pasta. Lav gerne en ekstra stor portion og gem resterne til madpakken dagen efter – rester i madpakken er bare noget af det bedste :)
Selvom det ikke helt et “tærte-vejr” herovre i San Diego, er der alligevel blevet lavet en, måske en mere sommerlig udgave. Vejret er faktisk virkelig lækkert herovre, med strandvejr, som selvfølgelig bliver udnyttet når der ikke lige skal læses eller laves andre ting. Vi bor heldigvis kun 20 min fra stranden, så man kan snildt lige smutte ned i en time, hvis man har tid ;-) Tilbage til tærten; det er så nemt at lave en større portion og fryse noget ned til de dage, hvor man kommer sent hjem fra uni. Denne tærte er lavet med primært grøntsager; squash, peber, løg og broccoli og for at give den lidt kød er der tilsat kalkun bacon. Vi har ikke et rigtigt tærtefad i vores køkken herovre, så denne blev lavet i et ovalt fad – jeg vil dog mene at dejen godt vil kunne passe til en normal tærteform hjemme i DK :-)
Små søde hapsere er noget af det bedste til madpakken eller eftermiddags-hyggen hjemme på sofaen. Hapserne kunne være hvad som helst, men i dette her tilfælde er det de her skønne knasende müslibarer. Barerne er nemme at lave og kan nemt holde sig en uges tid i køleskabet! Man kan altså sagtens lave en lidt større portion og have et godt lille lager i køleskabet. I müslibarerne er der ikke tilsæt noget fedt andet end hvad der naturligt er i ingredienserne. Til den “klistrerede” masse er brugt blendede tørrede abrikoser og figner. Fignerne er en af favoritterne af tørrede frugter herhjemme fordi de knaser så hyggeligt når man tykker på dem med de små korn der er i. Sammen med abrikoser og figner kan tilsættes lidt vand indtil müslien kan hænge sammen og massen kan presses ud i et fad. Hvis de 4 ingredienser, tørrede abrikoser og figner, vand og müsli, findes i dit køkken er müslibarerme en perfekt lille snack, der sagtens kunne blive lavet til eftermidagshyggen i dag :)
Naan brød er et skønt og lidt anderledes brød, der helt klart er værd at prøve. Det vi synes er det sjove ved brødene er at de skal bages på panden, hvor man faktisk kan se hvordan de bobler op og nærmest bliver helt levende. Brødene er nemme og denne her dej behøver ikke de store ælte teknikker – vi er ikke helt selv altid så vilde med de deje hvor man skal ælte og ælte – vi ejer nemlig ikke en røremaskine (endnu ;-)) Man kan varierer sine naan som man vil og gøre dem mere eller mindre klassiske. Her er tilsat solsikkekerne i dejen og de er penslet med en persille olie, der gør overfladen dejlig sprød! De blev nydt som tilbehør i flere omgange, både til en dejlig middag med and og salat samt til en aftensmad med suppe. Portionen er forholdsvis stor og kan sagtens halveres, men de tager altså ingen skade af at komme i fryseren, så der kan resterne af den store portion sagtens ligge og hygge sig til næste passende middag!
Farverig mad er noget af det bedste – det spreder glæde og gør maden lidt sjovere at spise. De røde rødbedepandekager kan skabe masser af glæde omkring middagsbordet – både med den dejlige røde farve men også med tanken om pandekager. Pandekager er i vores verden et meget positivt ord fordi de bare smager så skønt. Om det er tynde dessert pandekager, morgenmadspandekager, bananpandekager eller andre grøntsagspandekager med sjove farver så er de alle et hit. Rødbedepandekagerne er spist til aftensmad med en salat lavet af spidskål samt hytteost og lidt røget laks der sammen med de svampede pandekager er en lækker kombination. Pandekagerne får den skønne svampede konsistens af godt piskede æggehvider og vi vil næsten påstå at hvis der i stedet for salt blev tilsat lidt sukker ville de også kunne fungere som søde dessert rødbedepandekager – det er hvert fald et forsøg værd :)
Som I ved er vi endelig flyttet ind i vores lejlighed her i Mission Beach, San Diego. Tingene er ved at være på plads og vi nyder meget at vi kan smutte til stranden på UNDER et minut!! Der gik ikke længe før jeg synes der manglede lidt sødt i fryseren og da vi havde madklub-dag, blev de her bidder lavet. De består af få simple ingredienser, nemlig banan, kokos og peanutbutter – 3 ting der, i mit hoved, er den perfekte kombi! Bidderne blev overtrukket med chokolade og ovenpå blev der drysset med hakkede nødder. De er rare at have i fryseren til de stunder hvor man lige har lyst til en sød, men ikke alt for usund, snack! Hvis man vil undgå isninger i tænderne skal de ud 10 minutters tid inden, men så bliver de også lidt blødere :-)














