Græskarsæsonen er i den grad i gang og vi har selv været i gang med lidt forskellige retter med græskar. Dog synes vi altid at græskarerne vi køber er så store at vi kun får brugt halvdelen. Vi tænker at i derude måske har det lidt på samme måde og vi har derfor samlet vores bedste opskrifter med græskar i dette indlæg. Der er lidt af det hele – kager/brød, hvor vi burger græskar, men også en salat, en tærte og selvfølgelig en pizza ;-)! Smid endelig en kommentar med hvad i oftest burger græskar til, der ligger nemlig et halvt i køleskabet lige nu, som gerne skulle bruges på noget godt. Det ender næsten altid med en suppe, men det er nu også lækkert :-)! Rigtig god weekend!
GRÆSKARBRØD MED FIGEN OG CHOKOLADE
Ingredienser (1 mellem brød)
2 æg
50 g brun farin
40 gram smeltet smør
320 gram græskarpure (kog græskartern i en gryde med lidt vand indtil det er så blødt at det kan moses)
170 gram skyr
180 gram mel
1 tsk bagepulver
1 tsk vaniljepulver
2 tsk kanel
1 tsk kardemomme
1/2 tsk allehånde
1 1/2 tsk stødt ingefær
80 gram hakkede valnødder
100 gram hakket chokolade
Til toppen: Friske figner (eller tørrede) skåret i skiver
- Pisk æg og sukker luftigt
- Tilsæt smør, græskarpure og skyr og pisk det hele godt sammen
- Tilsæt mel, bagepulver, vanilkepulver, kanel, kardemomme og ingefær
- Vend tilslut de hakkede valnødder og den hakkede chokolade i dejen og fordel massen i en form med bagepapir
- Bag brødet i ovnen ved 180 grader i 50-55 min (tjek med en skar genstand om brødet er færdig)
GRÆSKARPANDEKAGER
Ingredienser (6-7 stk.)
150 g græskar pure (blendet kogt græskar – tager ca. 10 min. at koge mørt)
1 æg
1 1/2 tsk kanel
1 tsk bagepulver
2 tsk vaniljesukker
60 g sigtemel
50 g hvedemel
Tilbehør: Skyr rørt med peanutbutter og kanel drysset med kiwi eller andet frugt samt hakkede mandler
- Bland græskar puré med æg og pisk det gerne luftigt
- Tilsæt kanel, bagepulver, vaniljesukker og bland
- Tilsæt sigte – og hvedemel og bland til en tyk ensartet masse
- Placér små pandekager på en pande (ca. 1/2 dl.) og vend dem når de begynder at boble – steg dem gyldne på begge sider
- Anret pandekagen stakken med en klat skyr og drys med kiwi og hakkede mandler
HOKKAIDO OSTEBOLLER
Ingredienser (ca. 15 stk.)
30 gram gær
6 dl vand
2 tsk salt
470 gram sigtemel
400 gram hvedemel
1/2 hokkaido lavet til mos (kog hokkaido op i en gryde med 1/2 dl vand i mindre stykker og lav dem til mos – lad det afkøle lidt)
150 gram revet ost
- Opløs gær i vandet sammen med salt
- Tilsæt sigtemel og lad dejen blive ensartet
- Tilsæt hvedemelen lidt ad gangen indtil dejen og derefter hokkaido mos
- Ælt dejen godt sammen (vi gjorde det på maskine) og tilsæt tilslut den revne ost, dejen må gerne være lidt klistret
- Lad dejen hæve tildækket ved stuetemperatur i ca 1 time
- Fordel dejen i muffinsforme, eller i en stor bradepande (her vil bage tiden være lidt anderledes), drys med lidt hokkaido kerner, revet ost og almindelige græskarkerner
- Bag dem ved 230 grader i 10 min og derefter ved 200 grader i yderligere 10 minutter (sørg for at osten på toppen bliver gylden)
CITRONKAGE MED HOKKAIDO OG MARCIPAN
Ingredienser (form 27 cm. x 27 cm.)
200 gram sukker
100 gram revet marcipan
5 æg
125 gram græskar (lavet til mos)
200 gram blødt smør
100 gram birkes
1/2 tsk salt
1 spsk bagepulver
300 gram mel
skal fra 3 citroner + saft fra 1
Til toppen: glasur lavet af 1 citron og flormelis indtil rette konsistens
- Pisk sukker og æg godt sammen og tilsæt derefter den bløde smør
- Kom også græskar og marcipan ved og pisk det hele godt sammen
- Tilføj birkes, bagepulver og mel
- Tilslut tilsættes citronsaft og citronskal
- Kom dejen op i en form og bag den ved 175 grader i 35-45 min (tjek med en skarp genstand om den er færdig)
- Man kan med fordel lave kagen dagen inden den skal spises og opbevarer den i køleskabet
SALAT MED BAGT BUTTERNUT, AVOCADO OG MAZZARELLA
Ingredienser (2-3 personer)
1 butternut squash
2 spsk olie
salt og peber
1 avocado
1 pk frisk mozzarella
Til toppen: 1/2 dl græskarkerner, ærtespirer og karse
- Skær butternutsquash i tern og kom dem på en bredepande med lidt olie, salt og peber – vend det hele godt rundt
- Bag stykkerne i ovnen ved 200 grader i ca. 20 min (afhænger af størrelse, store stykker skal have mere)
- Skær avocado ud i skiver og mozzarella i mindre stykker
- Fordel den bagte squash på en tallerken sammen med avocado og mozzarella
- Drys med græskarkerner, ærtespirer og karse
GRÆSKAR/KANELSNEGLE MED FIGEN/DADEL FYLD
Ingredienser (24 stk.)
Dej
1 pk gær
1 dl lunken mælk
300 g græskarpuré (kog græskaren mør og blend det)
50 g tørrede dadler
1/2 banan
1/2 tsk natron
1 tsk bagepulver
1 tsk vaniljesukker
1/2 tsk salt
2 tsk stødt kardemomme
2 æg
100 rugmel
700-750 hvedemel
Fyld
200 g tørrede dadler
200 g tørrede figner
100 g mandler
70 g smeltet smør
2 spsk kanel
- Rør gæren ud i mælken indtil det hele er opløst
- Blend græskarpuré, dadler og banan til en ensartet tyk masse og bland det i mælken og gæren
- Tilsæt natron, bagepulver, vaniljesukker, salt og kardemomme og bland det hele godt
- Slå de to æg ud i dejen og bland
- Tilsæt rugmel og hvedemel og ælt dejen godt sammen (det gør ikke noget den er lidt fedtet)
- Stil dejen til hævning i en times tid og lav i mens fyldet
- Blend dadler, figner, mandler, den smeltede smør og kanel til en tyk ensartet konsistens
- Rul den hævede dej ud på et meldrysset bord til en firkantet flade med en tykkelse på ca. 1,0 cm. (ca. 60×40 cm)- jo “højere” fladen bliver jo større bliver sneglene, jo “bredere” jo flere mindre snegle – så størrelsen afhænger lidt af smag og behag
- Fordel fyldet over hele fladen og rul den tæt sammen
- Skær rullen i 24 lige store stykker og placér dem på en bageplade – nogle blev puttet i en springform og nogle i muffinsforme
- Bag dem i ovnen ved 220 grader (alm. ovn) i ca. 15 min. til overfladen er gylden og sprød
HOKKAIDOSUPPE MED FENNIKEL
Ingredienser (3-4 personer)
1 stort Hokkaido græskar
1 fennikel
1 sød kartoffel
1 tommel ingefær
1 løg
1-2 fed hvidløg
100-150 ml madlavningsfløde (vi brugte 4%)
1 liter grøntsagsbouillon
1/2 spsk karry
1/2 tsk cayennepeber
Salt og peber
Til toppen: Græskarkerner, 100 gram små snack/ølpølser og creme fraiche
- Skræl hokkaido græsker og sød kartoffel – skær begge ting i mindre stykker
- Skær løg, ingefær og hvidløg i små stykker (det skal ikke hakkes) og svits det i en gryde i lidt olie
- Tilsæt karry og cayennepeber til gryden og mix det hele godt rundt
- TIlsæt hokkaido, sød kartoffel, fennikel og grøntsagsbouillon til gryden og lad det hele koge op
- Lad det hele koge i gryden indtil grøntsagerne er møre og kan blendes
- Blend alle ingredienserne til en ensartet masse og lad suppen koge op endnu en gang
- Tilsæt madlavningsfløde og smag til med salt og peber
- Skær ølpølserne i mindre skiver og rist dem sprøde på en pande
GLUTENFRI TÆRTE MED HOKKAIDO, GEDEOST OG ARTISKOKKER
Ingredienser (diameter 22 cm.)
Dej
4 dl mandelmel
50 g blødt smør
1 æg
- Bland alle ingredienserne og saml dejen godt med hænderne (lad den evt. stå på køl imens græskar bages (se under fyld))
- Smør tærteformen og tryk dejen godt ud
- Lad tærtebunden bage i 10 min. ved 180 grader (alm. ovn) og tilsæt herefter fyldet
Fyld
1/2 hokkaido græskar
3 æg
1 dl hytteost
1 dl mælk
100 g grillede artiskokker
50-70 g gedeost
Salt og peber
- Skær græskar i tern, fordel det på en bageplade og bag det i ovnen med lidt salt i 20 min ved 180 grader
- Bland æg, hytteost og mælk sammen med lidt salt og peber
- Skær gedeost og artiskokker i mindre stykker og bland det med de bagte græskar stykker
- Fordel gedeost, artiskokker og græskar i bunden af den bagte tærtebund
- Hæld hytteost/æggeblandingen henover og bag tærten færdig ved 180 grader i 30 min.
FEDTFATTIGT GRÆSKARBRØD MED BANAN
Ingredienser (1 brød)
3 æg
450 g græskar
70 g sukker
100 g dadler
1 banan
1/2 tsk natron
1 tsk bagepulver
1/2 stang vaniljesukker
2 tsk kanel
1/2 tsk salt
150 g mel
Evt. tilbehør: Creme fraiche eller flødeskum
- Pisk æg og sukker luftigt
- Skær græskaret i mindre stykker, kog dem møre (tager ca. 10 min.) og blend det til en puré
- Blend dadler og banen og bland det forsigtigt i æggemassen sammen med græskar puréen
- Tilsæt forsigtigt natron, bagepulver, vaniljesukker, kanel, salt og melet
- Hæld massen i en form, der er smurt eller med bagepapir
- Bag brødet ved 200 grader i 40-50 min indtil – tjek ved at stik en skarp genstand i midten og se om der sidder noget dej – hvis ikke er den færdig
- Lad gerne brødet stå til afkøling (evt. i køleskabet) inden det skæres
- Opbevar det i køleskabet – hermed får det den bedste konsistens
PIZZA MED OKSEKØD, HOKKAIDO OG BLÅOST
Ingredienser (2-3 store pizzaer)
Dej
10 g gær
2 tsk salt
1 dl surdej (kan erstattes af 1 dl vand og 10 g gær)
meget lidt sukker
2 1/2 dl vand
150 g fuldkorns emmermel (kan erstattes af andet fuldkornsmel)
250 g hvedemel
Lidt olie
- Opløs gær sammen med salt, surdej og sukker i vandet
- Tilsæt fuldkorns emmermel og bland dejen godt indtil der ikke er nogle klumper
- Ælt hvedemelen godt i dejen – vi lavede dejen på maskine og lod den køre ca. 10 min. Hvis man laver den i hånden kan det være det er nødvendigt med en anelse mere mel
- Drys lidt olie i bunden af en skål og lad dejen hæve tildækket heri i 4-5 timer (vores stod på køkkenbordet)
Fyld
2-3 dl tomatsauce (lavet af en pk. hakkede tomater, tomatpuré, basilikum, løg, hvidløg, lidt sukker, salt og olie kogt op)
1/2 hokkaido græskar
350 g hakket oksekød
3 snackpeber
2 stk frisk mozzarellaost
50-70 g blåost
Et par håndfulde rucola
Til toppen: Frisk oregano
- Skær skrallen af græskaret og skær det i mindre tynde skiver sammen med snackpeberne
- Grill græskar et par minutter på hver side på en pande eller i ovnen
- Fordel tomatsaucen over pizzaerne
- Kom oksekødsstykker på dejen sammen med den grillede græskar og snackpeber
- Fordel den friske mozzarella og lidt blåost som ønsket
- Bag pizzaerne i oven for fuld hammer (gerne 300 grader og på pizzasten (hvis man bruger pizzasten skal den være i ovnen 10-20 min. inden pizzaen kommer på) – så bliver resultatet virkelig lækkert), ellers så skru ovnen op på så høj varme som muligt
- Bag dem i 10-15 min indtil dejen er sprød og pynt med frisk inden servering
RUGMUFFINS MED GRÆSKAR OG QUINOA
Ingredienser (ca. 20 stk.)
1/4 pakke gær
1/2 dåse øl
4 dl vand
1 tsk salt
150 g blandede kerner (her blev brugt rugkerner, solsikkekerner og hørfrø)
2 tsk maltsirup (kan undlades)
200 g rugmel
50 g havregryn
150-200 g hvedemel
1/2 tsk sukker
150 g græskar puré (blendet opkogt græskar)
2 revne gulerødder
1 dl kogt quinoa (koges efter anvisning på pakken)
- Lad gæret blive opløst i vandet sammen med sukker og salt – lad det gerne stå 5-10 min., til gæren bliver aktiv
- Tilsæt øl, kerner, maltsirup samt havregryn
- Bland græskar puré, de revne gulerødder og den kogte quinoa i dejen
- Tilsæt rug- og hvedemel og bland det godt. Massen vil være klistret som en normal rugbrødsdej
- Stil blandingen til hævning et lunt sted 1 times tid eller mere
- Smør muffinsforme og fyld dem ca. 3/4 op med dej
- Bag dem i ovnen ved 200 grader i 50-60 min – indtil bunden og toppen er sprød
BAGT BUTTERNUT MED ÆG
Ingredienser (2 personer)
1/2 butternut squash (den ende med kerner)
Salt og peber
en lille handful spinatblade
2 æg
til servering: feta
- Skær butternut squashen over, sådan at du står med den ende, hvori der er kerner
- Halver enden og fjern kernerne, tag evt. lidt ekstra kød med ud, så der er plads til et æg
- Skær riller med en kniv i squash kødet og skær lidt af bunden af, sådan at det står stabilt på en bageplade med bagepapir
- Kom salt og peber over butternut squashen og bag den i ovnen ved 180 grader i ca. 20 min
- Slå et æg ud i en mindre skål (så er det nemmere at styre)
- Kom lidt spinatblade i bunden og derefter hældes ægget ned i hullet
- Bag butternut squashed i yderligere 10-15 min (tjek undervejs at ægget er rimelig bagt)
- Vi pyntede med feta, men her kan man også sagtens bruge hytteost eller fx. avocado
GRÆSKAR TRØFLER
Ingredienser (ca. 20 stk.)
150 g græskar puré
2 bananer
50 knuste fuldkorns digestive (gem en lille smule til drys)
1/2 – 1 tsk kanel
100 g hvid chokolade
- Mos bananerne sammen med græskarpureén til en ensartet masse
- Tilsæt de knuste kiks og kanel og bland godt
- Smelt 100 g. hvidchokolade og bland det i græskarmassen
- Put massen i en frysevenlig beholder og herefter i fryseren i et par timer
- Tag massen ud og brug to skeer til at forme nogenlunde runde kugler, der bagefter puttes tilbage i fryseren hvor de snildt kan stå en nat
- Smelt de 200 g hvidchokolade og overtræk græskartrøflerne (der tages ud af fryseren lige inden de skal overtrækkes)
- Opbevar dem i fryseren, men tag dem gerne ud lidt inden de skal spises – ellers kan man godt få lidt isninger på tænderne ;)
No Kommentarer