Vi fejrer fredag med en lidt utraditionel, men meget lækker tærte inspireret af Jamie Oliver. Den er lavet på filodej, dvs. at der ikke er en almindelig tærtebund, men at der i stedet er lagt flere stykker filodej ovenpå hinanden til at virke som bund. Tærten har vi fyldt med salami, spinat, gedeost og tomater og så selvfølgelig en æggemasse. På toppen dryssede vi med peanuts, hvilket giver en masse lækkert knas! Tærten skal laves i en pande, der også kan tåle at gå i ovnen, da den de første 10 minutter skal varmes på en varm kogeplade for at blive ekstra sprød i kanterne. Man kan formentlig springe det step over, men så skal den også bages længere tid i ovnen. Vi håber i får en skøn fredag og god weekend – vi starter den med en omgang vinsmagning senere i eftermiddag :-)
Ingredienser (1 tærte)
450 gram frossen optøet spinat
6 æg
1 dl creme fraiche
salt og peber
5-6 tomater
1/3 rulle gedeost
1 pk. filodej (120 gram)
100 gram salami
1/2 dl peanuts
skal fra 1/2 citron
- Pres alt væde ud af spinaten og kom den op i en skål
- Tilsæt æg og creme fraiche og brug en gaffel til at blande det godt sammen – tilsæt salt og peber
- Skær tomater i både og skær gedeosten i skiver
- Pak filodejen ud og læg 4 store stykker oven på hinanden med lidt olie i mellem. Hvis stykkerne ikke er særlig store, kan man lægge dem i en større firkant, men hvor de ligger lidt indover hinanden
- Kom filodejen i en panden, pres lidt ned i siderne og fordel halvdelen af salamien på bunden og halvdelen af tomaterne
- Tilsæt derefter ægge-massen og på toppen lægges den resterende salami og resten af tomaterne
- Fordel gedeost og lidt peanuts på toppen sammen med citronskal
- Stil panden på komfuret og giv tærten ca. 10 min på middel-høj varme
- Kom derefter tærten i en 200 grader varm ovn i 20-30 min og bag den færdig
- lad gerne tærten sætte sig en anelse inden den serveres
No Kommentarer