Vi elsker at have en lækker spread i køleskabet til enten at pifte en sandwich lidt op eller som dip til diverse grøntsagsstænger. Vi har denne her gang lavet en sandwich med rød peber pesto og det er altså en pesto, der fungerer til rigtig mange ting. Udover i sandwich har vi også brugt den som dip og så har vi faktisk også brugt den som sauce til pasta, hvilket er en super enkel men meget lækker pastaret.
Den røde peber pesto er hovedsageligt lavet på grillede peberfrugter og herefter har vi blendet dem med parmesan, mandler, hvidløg og lidt rucola. Altså mange af de ingredienser, man også vil putte i en klassisk grøn pesto. Vi blender den ikke vildt længe, da vi godt kan lide den lidt grov. Vi har her grillet peber frugterne i ovnen med olie, men hvis man vil lave den helt nemme (som vi også nogen gange gør) kan man købe de grillede peberfrugter på glas og bruge dem i stedet.
Hvis i mangler øvrig inspiration til diverse dips/pesto’er har vi også en aubergine dip, en hvid bønnedip eller en rødkålspesto.
Ingredienser (ca. 4 dl)
5 peberfrugter (bagt/grillet med olie og uden skind) –
1 fed hvidløg
40 g parmesan
20 g mandler
1 håndfuld rucola
salt og peber
frisk mozzarella, rucola og spirer til sandwich
- Halver peberfrugterne, fjern kernerne og skær dem i halve, drys med olie og bag dem i ovnen i 20-25 ved 220 grader i ovnen (alm. ovn)
- Put peberfrugterne i en pose når de er ude af ovnen – på den måde bliver det nemmere at fjerne skindet, når de er en smule afkølet. Hvis man har gas komfur, kan peberfrugterne grilles hele over flammen og herefter også i pose for at fjerne skindet nemt
- Put peberfrugterne i en blender og tilsæt også hvidløg, parmesan, mandler og ruccola
- Smag til med salt og peber
- Put den røde peber pesto i en bøtte og i køleskabet, brug den som dip til grøntsagsstænger eller som spred i en sandwich
- Vi ristede et par skiver lyst brød og lavede sandwich med rød peber pest, frisk mozzarella, rucola og spirer
No Kommentarer