Når aftensmaden skal være nem, er denne ret virkelig en sikker vinder! Den tager ikke meget mere end 30 min. at lave (hvis altså bønnerne er forkogte ;-)) og så smager den smadder lækkert! Man kan snildt lave ekstra af saucen, den er nemlig også ret god som dip til gulerødder eller som smørelse på en mad!
Det smarte med den hvide bønnesauce er, at man sagtens kan lave den i forvejen. Den er super hurtig at blende sammen og man kan med fordel have den i en beholder i køleskabet og blot varme den op lige inden den skal bruges. Vi har valgt at komme den oven på squash, men den kan sagtens bruge til helt normalt pasta. Vi spiste varmrøget laks til, men man kan toppe med lige hvad man har lyst til. Derudover vil man også sagtens kunne komme stegt kylling på i stedet for laks.
Saucen er ret tyk, da det er det vi bedst kan lide :-) Hvis man ønsker den tyndere kan man komme en anelse mere yoghurt eller olie i, når man blender alle ingredienserne.
Ingredienser (2 personer)
1 squash
125 gram varmrøget laks
Hvid bønnesauce
250 gram hvide kogte bønner (husk at læg dem i blød inden de koges, hvis de ikke har været det i forvejen – vi havde dem i blød natten over og kogte dem i 45 min dagen efter)
2 tsk paprika
1-2 fed hvidløg hvidløg
2 dl yoghurt
lidt citronsaft
2 spsk olie
20 gram parmesanost
1 lille håndfuld persille
salt og peber
- Blend alle ingredienserne sammen til den hvide bønnesauce til en ensartet cremet masse
- Smag til med citronsaft, salt og peber
- Kom saucen på en pande og varm den op
- Imens saucen bliver varm laves squash’en til spaghetti (hvis man har et redskab der kan gøre det) eller til revet squash ved hjælp af et rivejern
- Kom spaghetti squash (eller den revne squash) i en skål og fordel den varme sauce over
- Del den varmrøget laks i mindre stykker med fingrene og kom den oven på saucen
- Pynt evt. med mere parmesan og persille inden servering
No Kommentarer