Vi er blevet helt vildt glade for at spise grød til morgenmad! Og faktisk også aftensmad! Vi får en stor portion frokost på arbejde og har derfor ikke brug for det store til aften. Her passer grød super godt – det er nemt at lave og så mætter det!
Det har længe været vores choko/banangrød, der er blevet serveret, men nu har den altså fået sig en konkurrent og det er denne her kokosgrød med banan. Grøden er super enkel – 3 ingredienser og lidt lækker topping og så er den hjemme! Grøden indeholder stadig banan og havregryn og herudover har den fået selskab af kokosmælk. Normalt bruger vi enten vand eller mælk som vædde i grød, men denne her gang har vi prøvet med kokosmælk og det er altså mega lækkert! Kokosmælken er lidt federe, så det gør grøden lidt mere cremet. Som topping har vi brugt frisk frugt og så har vi ristet kokosmel, men også frisk kokos i flager. Her kan man selvfølgelig også bare bruge købte kokosflager, men vi er faktisk blevet ret vilde med frisk kokos som topping, så det synes vi altså også i skal prøve :-)
Ha en skøn dag – det ser ud til at det bliver endnu en smuk forårsdag!
Ingredienser (2 portioner)
1 moden banan
2 dl havregryn
330 ml kokosmælk (vi brugte light)
til toppen: Skyr/yoghurt, frisk frugt og ristet kokos – vi ristede både friske kokos flager og kokosmel
- Mos bananen i en gryde og kom havregryn i – bland de to ting godt sammen
- Tilsæt kokosmælk til gryden og lad grøden koge langsomt op
- Stop, når grøden har den ønskede konsistens (vi gav den ca. 10 min)
- Skær den friske kokos i tynde flager (vi brugte en kartoffelskræller) og rist det ved svag varme på en pande sammen med lidt kokosmel
- Servér grøden med yoghurt, frisk frugt og ristet kokos
No Kommentarer