Vi har lavet en lækker farverig linsesalat, for at skabe lidt forårsstemning her på bloggen. Det kunne være skønt snart med noget mere sol og varme i stedet for regn og blæsevejr! Heldigvis, har vi rundet det punkt på året, hvor vi nu har flere lyse timer i døgnet end mørke og det er da skønt! Det er så trist de dage, hvor man slet ikke får lov at se lys!
Vores farverige linsesalat er en god blanding af en masse godt. Den har blandt andet fennikel, fetaost, æble, hindbær og cashewnødder. Det er lidt sådan en “ryd-op-i-køleskabet” salat, da man faktisk kan tilsætte det meste. Linserne giver salaten lidt mere fylde og det synes vi fungerer rigtig godt. Hvis ikke rigtig man gider linser, kan man også bruge quinoa, bulgur, couscous eller ligende. Vi har brugt belugalinser, men alle typer linser kan bruges!
Ingredienser (3-4 personer)
2 dl linser (4 dl vand) (Vi brugte belugalinser)
1 fennikel
1 rødløg
150 g fetaost
1/4 agurk
1 æble
70 g hindbær
dressing lavet på olie, eddike, salt, honning, sennep og lime
hakkede cashewnødder til toppen
- Kog linserne efter pakkens anvisning (det er muligt at mængden af vand varierer) og lad dem herefter afkøle en smule
- Skær fennikel og rødløg i tynde skiver
- Skær fetaost, agurk og æble i små tern
- Bland linserne med fennikel, rødløg, fetaost, agurk og æble
- Hæld dressingen udover salaten og vend den forsigtigt rundt sammen med hindbærerne
- Drys med hakkede cashewnødder på toppen inden servering
1 Kommentarer
Skøn og lækker salat. Bulgur bliver virkelig brugt for lidt. Selv elsker jeg bulgur og har faktisk også lavet et indlæg om bulgur generelt på min blog https://grovkoekkenet.dk/alt-at-vide-om-bulgur/
Det kan du jo kigge på hvis du er interesseret Men ellers tak for en god inspiration til en lækker salat.