Vi har spist rigtig meget suppe den seneste tid, blandt andet vores hokkaidosuppe, og til en omgang suppe hører der altid noget lækkert brød til. Til dette brød har vi brugt vores grundopskrift på grove burgerboller og rørt både feta, oliven, soltørrede tomater og lidt urter i dejen. Det giver en masse god smag og fungerer super godt som suppebrød eller som brød til andet nipse-mad. Vi har puttet dejen i nogle store muffinsforme, men den kan sagtens også bare klattes som boller eller laves i en stor bradepande og herefter skæres i mindre stykker – her skal bagetiden evt. justeres en smule. Selvom vi kalder det foccacia er det stort set ikke olieret og navnet har vi nok mere givet pga. det lækre fyld – det synes vi godt man kan ;)! Prøv vores udgave eller lav din egen, fyldet kan sagtens varieres med f.eks. peberfrugt, hvidløg, løg, squash, svampe eller hvad I ellers har lyst til :)
Ingredienser (ca. 12 stk)
20 g gær
1 dl surdej (kan erstattes af 10 g gær og 1/2 dl vand)
6 dl vand
2 tsk salt
300 g fuldkorns emmermel
400 g hvedemel
300 gram oliven/feta ost/soltørrede tomater
1 håndfuld urter
Lidt olie + salt til toppen
- Opløs gær og surdej i vandet sammen med salt
- Tilsæt fuldkorns emmermel og lad dejen blive ensartet
- Tilsæt hvedemelen lidt af gangen indtil dejen er æltet godt og smidig – vi kører vores på maskine indtil den lige slipper skålen. Hvis ikke man kører på maskine er det muligt der skal bruges en anelse mere mel, MEN dejen må gerne være lidt klistret
- Tilsæt oliven, feta, soltørrede tomater og urter og lad også dette blive æltet i dejen
- Lad dejen hæve tildækket ved stuetemperatur i alt fra 2-8 timer
- Fordel dejen i muffinsforme, eller i en stor bradepande (her vil bage tiden være lidt anderledes), drys med lidt olie og groft salt på toppen
- Bag dem ved 220 grader i 12-15 min indtil de er gylde og sprøde
6 Kommentarer
Måske man skulle kaste sig over noget suppe til aftensmad og så lige få bagt noget godt brød til :) Har simpelthen mistet al inspiration til madlavning på det seneste, så trænger virkelig til et spark, så jeg kan komme ud i køkkenet igen. Tak for opskriften!
Vi håber den kan sætte lidt spark i madlavningen, så ;-)!
God weekend!
God formiddag,
meget lækre brød I har bagt. De er især gode til en dejlig veltilberedt suppe på denne årstid:-)
God idé at bage dem i muffins forme, jeg må prøve:-)
Hilsner og tanker fra Maria
“En verden af kunst”
Har lavet Halloween negle pt.
Præcis, godt brød og en smagfuld suppe er det bedste til lige at varme sig på :)
Rigtig god weekend!
Super lækkert! Det vil jeg helt klart forsøge mig med. Åh, der er simpelthen ikke noget bedre end at varme kroppen op med en god portion varm suppe på disse kolde efterårsdage. Simpelthen sådan et “comfort-food” for mig! Tak for opskriften på det lækre brød – jeg helt klart vil servere sammen med min favorit muslingesuppe.
Vi har det på samme måde – kolde dage og suppe er så hyggeligt :)!
Og det lyder spændende med muslingesuppe!!