

Opskriften her var faktisk en min lillebror synes jeg skulle prøve. Inspirationen med at bage pastaen i ovnen stammer fra Jamie Oliver – resten der kom i, var hvad der lige var i køkkenet. Kantarellerne, som jeg vil sige er hovedingrediensen i denne ret, stammer fra Læsø ligesom krabbekløerne. På Læsø vokser kantarellerne vildt og hvis man er heldig at vide hvor de er at finde, kan man komme hjem med en hel del. Disse var nogle jeg fik fra mine chefer, de har sommerhus deroppe og ved lige hvor man skal lede :) Kantarellerne blev stegt på panden i smør med hvidløg. Inden pastaen kom i ovnen, blev den kogt og derefter vendte jeg soltørrede tomater, basilikum, stegte kantareller og æg i. På toppen kom der en masse revet parmesan, som bliver helt sprødt når retten bliver bagt i ovnen, mums! Det var egentlig meningen at jeg ville have hældt fløde ved pastaen inden den kom i ovnen, men jeg glemte simpelthen at købe det og i stedet blev det til æg – som jeg iøvrigt sagtens kan anbefale! I eftermiddag står den på sommerhus med de dejligste veninder indtil søndag, så de næste par dage er det Christine i kommer til at høre fra ;)





