PUMPKIN PIE CHIAGRØD –
Bulgur/Kerner, Morgenmad

PUMPKIN PIE CHIAGRØD

pumpkin_pie_chiagrod

overnight_grod

Vi er gået ret meget i græskar, hvis man kan sige det. Vi elsker græskarsæsonen og alt hvad man kan bruge græskar til. Vi bruger det nok mest i middagsretter, men også i brød, desserter og som I kan se her, morgenmad. Vi har lavet en pumpkin pie chiagrød, som er en chiagrød med græskar og krydderier – lyder det ikke lækkert!?

Vi laver for det meste græskaren til puré, hvor den nemt kan bruges til lækre cremede saucer, som ekstra fyld i kager og brød og også som topping på morgenmaden. Grøden her er lavet som en overnight grød, hvor vi har blandet græskarpuré, skyr, mælk, havregryn med de klassiske pumpkin pie krydderier, kanel og ingefær.

Lav gerne en stor portion og så er der nemt morgenmad til flere dage, vi topper grøden om morgenen med frisk frugt, nødder, bagt græskar og hvis det er weekend får den også en klat peanutbutter ;-)

Vi har tidligere delt et indlæg med masser af skønne opskrifter med græskar, så hvis I laver en stor omgang græskarpuré og mangler mere inspiration, kan I også tjekke det ud her.

chiagrod_med-græskar

PUMPKIN PIE CHIAGRØD

Overnight grød med smag af efterår og jul
Antal: 2 pers.

Ingredienser

  • 2 dl havregryn
  • 4 spsk chiafrø
  • 3/4 tsk kanel
  • 3/4 tsk stødt ingefær
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 1 spsk sirup eller flydende honning
  • 1 1/4 dl skyr, yoghurt eller lign.
  • 2 dl mælk
  • 1 1/4 dl græskarpuré (græskar (hokkaido, butternut, eller lign) i tern, bagt i ovnen ved 200 grader (alm. ovn) i ca. 30 min og blendet til puré)
  • nødder, græskar i tern og peanutbutter til servering

Sådan gør du

  • Bland havregryn, chiafrø, kanel, ingefær og vaniljesukker i en skål eller bøtte
  • Tilsæt sirup, skyr, mælk og græskarpuré og bland det hele godt sammen
  • Stil grøden i køleskabet natten over og servér med nødder, græskar i tern og måske lidt peanutbutter
  • Grøden kan nemt holde sig 3-4 dage i køleskabet, så lav endelig til flere dage
tidligere indlæg næste indlæg

No Kommentarer

Skriv en kommentar