HJEMMELAVET GNOCCHI LAVET PÅ BLOMKÅL –
Hovedretter, Vegetar

HJEMMELAVET GNOCCHI LAVET PÅ BLOMKÅL

Vi har før kastet os ud i sweet potato gnocchi og denne her gang er det blevet til en omgang hjemmelavet gnocchi lavet på blomkål med spinat og en lækker fetacreme. Vi elsker gnocchi og selvom nogen måske vil rynke på næsen af den her blomkålsudgave, så smager de faktisk meget tæt på de klassiske gnocchi’er med kartoffel.

Vi synes det er rigtig sjovt at lave de hjemmelavede gnocchier, men det er nok også noget, der egner sig mest til et weekendprojekt. Selvom det er forholdsvis hurtigt at dampe blomkålen, presse vandet fra og lave dejen er der alligevel nogle steps man skal igennem før gnocchi’erne er helt klar.

Efter kogning stegte vi vores blomkålsgnocchi på panden, så de får den der lækre sprøde overflade. På panden vendte vi dem med en sauce af feta og peberfrugter og et par håndfulde spinat.

Hvis I kaster Jer over projekt hjemmelavet gnocchi, så lav en ordentlig portion. De kan sagtens ligge kogte i køleskabet og så er der altså hurtig aftensmad, hvis bare de skal steges på panden med en lækker sauce. Vi har lavet en vegetarudgave med gnocchi’erne i denne her gang, men det kan man selv variere afhængig af hvilken sauce man ønsker.

HJEMMELAVET GNOCCHI LAVET PÅ BLOMKÅL

En skøn vegetarret, hjemmelavet blomkålsgnocchi med en lækker cremet sauce
Forb. tid1 t
Tilb. tid30 min
Ret: Hovedret, Tilbehør
Antal: 2 pers. (som tilbehør)

Ingredienser

  • 1 kg blomkål svarende til ca. 600 g ren blomkål
  • 200 g hvedemel
  • 1 tsk salt
  • 1 spsk olie
  • 2-3 håndfulde frisk spinat

Feta sauce

  • 125 g feta
  • 150 g grillede peberfrugter (vi brugte dem på glas)

Sådan gør du

  • Rens blomkålshovedet og skær det i buketter
  • Damp blomkålsbuketterne i en gryde til de er møre (10-15 min.)
  • Vrid så meget vand som muligt ud af blomkålen – put evt. de dampede buketter i et viskestykke og pres vandet fra
  • Blend blomkålen fint med salt og olie
  • Tag blomkålen ud på et bord og ælt den så godt som muligt med melet. Den vil være klistret og måske en anelse svær at arbejde med, men det bliver bedre
  • Stil dejen i køleskabet i ca. 30 min, hvilket vil gøre dejen mindre klistret – lav i mens saucen (se nedenfor)
  • Del dejen i to og rul hver del ud til en rund pølse med en tykkelse på ca. 1,5 cm
  • Skær stykker af ca. 2 cm og rul dem evt. på en gaffel, så de får de fine riller
  • Kog gnocchi’erne i 4-5 min. og hæld herefter vandet fra
  • Put de kogte gnocchi’er på en pande og lad dem få lidt farve på overfladen inden saucen og den friske spinat tilsættes

Feta sauce

  • Blend feta og de grillede peberfrugter
  • Smag til og tilsæt evt. salt, peber eller en anelse citronsaft

tidligere indlæg næste indlæg

2 Kommentarer

  • Reply Venterpaavinblog 23 maj, 2019 at 04:14

    Hvor lyder det dog bare godt, særligt også med fetacremen, rigtig sommerligt.

    • Reply Twin Food 28 maj, 2019 at 21:34

      Ja – fetacreme er altid et hit :-)

    Skriv en kommentar