Vi spiste en del suppe i sidste uge. Det skyldes blandt andet, at når vi laver suppe, så laver vi så stor portion at der altid er til flere dage. Det kan man nogen gange godt blive lidt træt af, men lige for tiden er det så meget suppe-vejr at det passede os rigtig fint.
Når vi spiser suppe har vi næsten altid en eller anden form for brød til. Det er så lækkert med noget, der kan dyppes i den varme suppe. Jo mere snasket jo bedre, og vi laver næsten altid nogle suppebrød med ost. De her fine små boller er faktisk lavet efter samme opskrift som vores pitabrød og de er super sjove at lave, for de er faktisk forholdsvis flade, når man kommer dem i ovnen og pludselig puffer de helt op. Toppen smurte vi med mascarpone og dryssede herefter med noget chili krydderi.
Det er selvfølgelig ikke et must at servere de her brød til suppe. Vi er sikre på at de også er super lækre på et tapasbord eller som en lille ekstra snack i madpakken. Derudover kan man skifte mascarponen ud med andet, f.eks. revet ost eller pesto. Man kunne også lave nogle mini foccacia boller med f.eks. oliven eller tomater.
Hvis i mangler andet inspiration til suppebrød har vi også hvidløgsknuder eller ostescones.
Ingredienser (16 stk.)
25 g gær
1 tsk sukker
3 dl lunkent mælk
600-650 g hvedemel
1 tsk fint salt
140 g skyr, yoghurt eller creme fraiche
1 æg
1/2 dl vand
1 spsk olivenolie
250 g mascarpone og chili krydderi til toppen
- Lun mælken og opløs herefter gæren heri sammen med sukkeret – lad det stå ca. 10 min.
- Bland skyr, æg, vand og olie i en skål og tilsæt herefter gærblandingen
- Tilsæt salt og herefter melet lidt af gangen – det er ikke sikkert at alt melet skal bruges, det afhænger lidt af om man ælter på maskine eller ælter i hånden
- Ælt dejen godt indtil den er elastisk og smidig og stil den til hævning et lunt sted 1 time
- Tag dejen ud på et meldrysset bord og del den i 16 lige store klumper og rul hver klump ud til en fin bolle
- Læg dem på en bageplade, og pres dem godt flade (de skal have en tykkelse på ca. 2 cm.) og lad dem hvile 30-60 min
- Inden brødene kommes i ovnen, skal de smøres med mascarpone og herefter drysses med chili krydderi – fordel godt med mascarpone på alle bollerne og pres dem gerne lidt flade igen, hvis de er hævet for meget op
- Bag brødene i ovnen (alm. ovn) ved 230 grader i 15.20 min, indtil toppen er gylden og sprød
- Servér de nybagte brød til en varm suppe eller som tilbehør til et lækkert tapasbord
- Hvis der er nogle til overs, så put dem i en frysepose og lad dem ligge til næste dag eller put dem i fryseren
No Kommentarer