Som i nok har luret blev vores kogebog lanceret i sidste uge og for at give jer et lille indblik, deler vi i dag en lille opskrift derfra. Bogen handler jo om pizza til alle dagens måltider og her har vi valgt en af dem fra morgenmad/frokost afsnittet. Toppingen på denne pizza stammer fra gode minder fra vores barndom og vi har prøvet at gøre den endnu mere morgenmads-agtig ved at vende bunden i små kerner, som også drysses på rundstykker. Som små tilbragte vi flere vinterferier hos vores Moster i Colorado og en fast spise på menuen til morgenmad var hvide bagels med flødeost, laks og kapers og vi elskede det!! Af en eller anden grund var det ikke noget vi spiste i DK og derfor minder den her kombination os helt vildt om den tid. Af samme grund var det selvfølgelig også et must til pizzabogen og faktisk er det en super lækker variant. Pizzaen bliver bagt med bade flødeost og laks og efter bagning drysses den med kapers og dild. Husk forresten at i indtil 1. okt. har mulighed for at bastille et signeret eksemplar af kogebogen , der kan i finde ca. 50 opskrifter mere på pizzaer – MUMS! :-)
Ingredienser (6-8 små)
Dej
10 g gær
2 1/2 dl vand
1 tsk. sukker
2 tsk. salt
1 spsk. olie
100 g rugmel
250-300 g hvedemel (fx tipo 00)
groft majsmel eller durummel til udrulning
- Rør gæren ud i vandet i en skål sammen med sukker, salt og olie.
- Tilsæt melet lidt ad gangen og ælt dejen godt igennem på et meldrysset bord.
- Dejen skal æltes i 8-10 min., indtil den føles elastisk og glat på overfladen.
- Del dejen i klumper, afhængigt af hvor mange pizzaer der skal laves, og form dem til kugler. Sørg for at overfladerne bliver pæne og glatte.
- Pensl klumperne med olie, læg dem på et bræt og pak dem ind i film.
- Lad dejen hæve i ca. 2 timer ved stuetemperatur.
- Kom lidt majsmel på et bord og start med at trykke pizzaerne ud til de er tynde.
- Herefter er dejen klar til fyldet og til derefter at blive bagt.
Fyld
20 g birkes
80 g sesamfrø
200 g flødeost
150 g varmrøget laks
Til toppen
kapers
dild
- Bland birkes og sesamfrø på en tallerken.
- Dyp hver pizzabund i kernerne efter tur, sørg for at kanterne og bunden bliver dækket.
- Læg bundene på et stykke bagepapir og fordel flødeost og laks på dem.
- Bag pizzaerne i ovnen ved 250 grader i 10-15 min.
- Pynt med kapers og dild.
No Kommentarer