Sæsonen for stenbiderrogn synger på sidste vers, men da vi fik det så sent som i fredags mener vi ikke det er helt for sent med denne her opskrift. Og ellers kan den jo bare puttes i gemmerne til næste år.
Vi har i år prøvet at eksperimentere med den klassiske blinis og i stedet lavet en på rødbede. Det giver lidt anden smag og en super fin farve. Derudover har vi tilsat lidt revet citronskal til dejen, som giver et dejligt frisk pift. Vi serverede vores blinis helt traditionelt og som vi altid gør med masser af stenbiderrogn, finthakket rødløg og creme fraiche. Hvis man ønsker en opskrift på de klassiske blinis har vi en her.
Blinis kan bruges til et hav af ting og altså ikke kun stenbiderrogn. De er super fine til forret eller som snack til en drink, hvor man kan putte alt muligt lækkert ovenpå. F.eks. et stykke rødbedegravad laks, urtegravad torsk eller en seafood salat.
Ingredienser (20-25 stk)
350 g rødbede
2 æg
1 tsk bagepulver
1/2 dl mælk
1 tsk salt
skal fra 1/2 citron
8 spsk hvedemel
smør til stegning
300 g stenbiderrogn
1 finthakket rødløg
creme fraiche
dild/karse til toppen
- Rens rødbeden, skær den i tern og kog den mør
- Hæld vandet fra rødbederne og blend den godt sammen med æg, bagepulver, mælk, salt og citron til en ensartet tyk masse
- Rør melet i og tilsæt evt. en anelse mere, hvis dejen virker for lind
- Varm en pande op med smør ved middel/høj varme
- Tilsæt små klatter af dejen og steg blinis’ne gyldne på begge sider – fortsæt indtil der ikke er mere dej
- Servér med stenbiderrogn, finthakket rødløg, creme fraiche og dild eller karse til toppen’
No Kommentarer