Hvor har det bare været nogle skønne solrige dage de sidste par dage – ærgeligt at det ikke fortsætter igen i dag. Man bliver bare ekstra glad i låget af at cykle i skole i solskin. Vi har desværre ikke nået at nyde det gode vejr ordentligt endnu grundet speciale, men lidt kaffepauser hist og her har der dog været plads til ;)! Vi håber at vejret bliver lidt bedre i morgen, for der er nemlig Kapsejlads i Aarhus og det betyder masser af hygge i Uni-parken!! En lækker hapser at medbringe i madkassen til parken (eller bare skolen eller arbejde) kunne f.eks. være de her sprøde mini pizzaer, der er smurt med creme fraiche og ovenpå rødbede, fennikel og fetaost. Herhjemme blev de også spist som rest en dag, hvor de blev piftet lidt op med et æg, som faktisk bare blev slået ud på pizzaen inden den blev varmet igen. Vi lagde et billede af det på vores instagram profil (@twinfood) hvis I vil se hvordan det så ud ;)
Ingredienser (10-15 små pizzaer)
Dej
10 g gær
2 tsk salt
1 dl surdej
1 tsk sukker
2 1/2 dl vand
150 g rugmel
250 g hvedemel
- Rør gær, salt, surdej, sukker og vand sammen og lad gæren blive opløst
- Tilsæt rugmel og hvedemel og lad det blive æltet godt sammen – vores kørte på maskine og det er muligt at hvedemel’s mængden skal justeres en smule, hvis man ælter i hænderne, men prøv Jer frem
- Stil dejen til hævning i alt fra 1 – flere timer
Fyld
1/4 fennikel
1 løg
1 rødbede
Et par håndfulde frisk spinat
100 g revet ost
250 g creme fraiche rørt sammen med 1 fed hvidløg
Feta til toppen
Frisk oregano
- Skær fennikel, løg og rødbede i tynde strimler
- Snit spinaten fint
- Rul den færdig hævede dig ud i passende pizzaer og smør med creme fraiche og drys med ost
- Bag herefter bundene i ovnen i ca. 5 min ved 250 g (alm. ovn)
- Tag pizzaerne ud og fordel fennikel, løg, rødbede, spinat og feta og bag dem herefter færdig i yderligere 10-15 min.
- Drys med frisk oregano inden servering
1 Kommentarer
Min familie var flasket op med pizza med revet rødbede og gulerod, med karameliserede løg. Oregano. Kun ganske lidt ost.