Det kan være meget forskelligt, hvad vi spiser til morgenmad, alt efter hvad vi lige er i humør til. Lige for tiden er det morgenmad med banan, der hitter mest herhjemme. Fx har vi flere gange i løbet af den sidste uge nydt bananpandekager eller banangrød.
I løbet af sidste uge blev denne bagte grød med banan også lavet. Den er super lækker og kan gøres ekstra lækker med pekannødder og lidt peanutbutter på toppen. Den tager lidt længere tid at lave, men passer perfekt til en morgen, hvor man har god tid, og skal forkæle sig selv :-) Eller på et morgenmads/brunch bord. Vi har lavet grøden med müsli, men hvis man ikke har det, kan havregryn også sagtens bruges.
Ingredienser (2-3 personer)
2 bananer + 1 banan til pynt
2 dl müsli/havregryn
3 dl mælk
1 tsk vaniljesukker
2 spsk chiafrø
1/2 dl pekannødder
Til toppen: Lidt peanutbutter rørt op med mælk for at give det en tyndere konsistens, flere hakkede pekannødder
- Mos bananerne og bland alle ingredienserne sammen i en skål
- Kom massen i et ovnfast fadt
- Skær en banan i skiver og fordel den på toppen sammen med hakkede pekannødder
- Bag grøden i ovnen ved 180 grader i 20-30 min (tjek om den er fast undervejs)
- Fordel evt. flere pekannødder over den bagte grød sammen med peanutbutter
4 Kommentarer
Umiddelbart lyder det mystisk med banangrød;-) men med de øvrige ingredienser må det da smage fantastisk….!
Du må prøve det – det smager faktisk virkelig godt ;)
Vil I anbefale at spise den varm, eller kan man fordele grøden over flere dage og spise den kold?
Vi fordelte den selv over flere dag og det var slet ikke noget problem – den er ligeså god kold som varm :-)