Vi har efterhånden utrolig mange udgaver af lækre morgenboller her på bloggen. Da vi lagde et billede af disse ud på instagram for et par weekender siden, var der flere, som spurgte til en opskrift, og da vi faktisk for engangsskyld havde skrevet den ned, deler vi den i dette indlæg :-)
Det gode ved denne opskrift er, at man ikke behøver en røremaskine, så dejen tager ikke lang tid at røre sammen. Det vigtigste er en ovn, som kan blive godt varm og give bollerne en sprød skorpe. Vi har tilsat surdej, men det kan også godt undværes, så tilsætter man bare lidt ekstra vand.
Vi elsker nybagte boller og overvejer om vi ikke skal have sat en portion over i morgen til weekenden.
Ingredienser (giver ca. 24 stk.)
10 g gær
3/4 dl surdej
10 dl vand
3 spsk salt
5 dl ølandshvedemel
15 dl hvedemel
1 spsk olie
- Opløs gør i vand, tilsæt ølandshvedemel og rør det hele godt rundt
- Tilsæt salt og derefter hvedemel (dejen vil være lidt klistret)
- Fold dejen et par gange ind over sig selv i skålen (jo flere gange jo bedre)
- Kom olie til dejen, og sørg for at hele dejen er smurt ind
- Stil dejen til hævning i køleskabet natten over
- Tag dejen ud af køleskabet og lad den stå i ca. 15 min på køkkenbordet
- Tænd ovnen på 250 grader (varmluft) med en varm bageplade og et fad med vand i bunden
- Tag ¼ af dejen ud på et meldrysset bord og lav den til en pølse, pres den lidt flad og fold den ene side indover dejen
- Skær pølsen i 6 lige store klumper
- Form dem forsigtig til runde boller og læg den side, hvor bollerne blev skåret, opad på et stykke bagepapir
- Når ovnen er klar løftes bagepapiret over på den varme bageplade, gerne hurtigt, så dampen der er dannet, bliver inde i ovnen
- Bag bollerne i 20-25 min, indtil de har en sprød og gylden overflade (sku evt. Ovnen ned på 230 de sidste 10 min)
10 Kommentarer
Hej.
Hvor køber man surdej henne i Aarhus? Og hvornår kommes surdejen i? Synes ikke lige jeg kan læse mig frem til, hvornår det skal puttes i :)
Vh Nanna.
Hej Nanna,
Du kan købe surdej hos Emmerys :)
Det kan vi da godt se lige mangler – Den skal i efter gæren er opløst og altså inden melen :)
Tak for opskrift, de gjorde stor lykke og var meget fotogene!
Kære Ida,
dejligt at høre – tak! :)
De ser lækre ud! Kan man erstatte hvedemel og ølandshvedemel med andre grovere meltyper? :-)
Hej Ida,
Hvis bollerne skal holde den gode konsistens vil vi nøjes med at udskifte ølandshvedemelet – her kan du bruge både grahamsmel, speltmel, rugmel, sigtemel, osv. :)
Jeg har netop bagt bollerne, og de er super gode :-)
Et lille tip: I Meyers bageri kan man, hvis man har sin egen beholder med, få gratis surdej :-)
Dejligt at høre!
Præcis, vi får jævnligt hentet lidt surdej hos Meyers, når den vi har kørende har stået lidt for længe ;)!
Tusinde tak for denne lækre opskrift!
Det er blevet mine favorit boller og min familie er mindst lige så forelskede som jeg ;)
Jeg har ikke før hørt om tippet med vand i ovnen men det giver et virkelig flot resultat!
Ej hvor er det dejligt at høre :)
Og tak for rosen,
Rigtig god weekend