GRØNKÅLSSALAT MED BEDER, ÆBLE OG KIKÆRTER –
Frokost, Salater, Tilbehør

GRØNKÅLSSALAT MED BEDER, ÆBLE OG KIKÆRTER

grønkål-med-kikærter

Altså, hvor går december bare altid helt vildt stærkt. Vi har begge været hjemme i Århus i weekenden og tog tilbage til København i går eftermiddags. Nu har vi lige 3 arbejdsdage tilbage før vi kan gå på juleferie – det glæder vi os til! Vi prøver at fortsætte med lidt julestemning og her har I endnu en salat, som sagtens kan egne sig til julebordet med frisk grønkål, beder i flotte farver og sprøde kikærter :-) Hele salaten er overhældt med en dressing på pesto, honing og lidt limesaft. Vi synes det er smadder lækkert med lidt friske salater på julebordet til den lidt tungere mad, og vil klart anbefale denne her, eller en af de to andre vi fik lavet sidste år med grønkål eller rødkål.

 

Ingredienser (tilbehør til 2-4 personer)

2 håndfulde hakket grønkål

2 beder

1 æble

1 dl optøede edamame bønner

Sprøde kikærter (se opskrift nedenfor – ikke sikkert at alle skal bruges)

  1. Skær bederne tyndt ud (brug fx et mandolinjern) og skær også æblerne i tynde både
  2. Kom den hakkede grønkål i en skål sammen med edamame bønner og lidt af kikærterne og vend derefter det hele rundt sammen med beder og æbler
  3. Lav dressingen og kom den i salaten – sørg for at det hele bliver blandet godt sammen
  4. Pynt med flere sprøde kikærter på toppen

 

Sprøde kikærter

230 gram kikærter (udblødte, kogte og drænet for væske)

2 spsk olie

Krydderier (vi brugte 1 tsk spidskommen, 1 tsk hvidløgspulver, 1/2 tsk cayenne peber, salt og peber)

  1. Bland kikærterne sammen med olie og krydderier i en skål
  2. Fordel dem på en bageplade med bagepapir
  3. Bag dem i ovnen ved 180 grader i 25-30 min
  4. Lad dem køle af efterfølgende

 

Dressing

2 – 3 spsk pesto

1 tsk honning

salt/peber

Evt. En anelse limesaft

  1. Kom alle ingredienserne op i en skål
  2. Rør det hele godt sammen
  3. Smag til om der mangler honning, limesaft salt eller peber

bedesalat

tidligere indlæg næste indlæg

No Kommentarer

Skriv en kommentar