Det er lidt blæsende i Aarhus denne onsdag morgen, så derfor tænker vi, at en chewy brownie er perfekt at starte dagen med. Hvor ville vi ønske at vi havde et stykke tilbage i fryseren. Den er blevet godkendt til flere anledninger hen over sommeren (serveret med hjemmelavet vaniljeis), hvor alle, der har smagt den, heldigvis har været vilde med den. Den har en dejlig chewy midte med en sprød overflade. Det er en rig kage, så man behøver blot et lille stykke :-) Der er en anelse kaffe i kagen, som virkelig giver en lækker smag, men ikke direkte af kaffe – så ikke-kaffedrikkere, kan sagtens nyde den også ;-)
Ingredienser (en form på omkring 20 x 30)
110 g smør
1 spsk stærk kaffe (filter, espresso, nescafé eller lign.)
1 spsk maltsirup (ikke et must)
120 g mørk chokolade
200 g sukker
50 g brun farin
1 tsk vaniljesukker
1/4 tsk salt
2 æg
60 g hvedemel
2 dl hakkede nødder (vi brugte pecans og mandler, men der er frit valg)
- Put smøren i en gryde sammen med kaffe og maltsirup (hvis man ønsker at tilsætte det), og lad smøren smelte ved svag varme på komfuret
- Tilsæt chokoladen når smøret er helt smeltet, tag det af varmen og lad chokoladen smelte helt
- Put sukker, brun farin, vaniljesukker og salt i en skål
- Tilsæt den smeltede smør og chokolade og bland det godt
- Slå de to æg ud i blandingen og sørg for at de er godt rørt ud
- Tilsæt mel og de hakkede nødder og fordel dejen i en form (ca. 20 x 30) med bagepapir
- Bag brownien i ovnen ved 175 grader (varmluft) i 30-35 min. (vejledende tid). Toppen skal være sprød (den vil revne en smule). Kagen vil slippe bagepapiret i kanterne når den er færdig og det indre kan tjekkes med en skarp genstand hvor dejen ikke skal hænge i
10 Kommentarer
Vil man kunne lave den uden nødder eller er de en fundamental del?
Det er egentlig bare ekstra knas ;) Vi synes det er mega lækkert, men de er slet ikke et must :)
Hold nu op hvor ser den lækker ud – den kommer på min “ting-jeg-vil-elske-at-bruge-min-weekend-på” liste <3
Hvor er du sød! Vi håber ikke der går for mange weekender så ;)
Kan man servere den samme dag, eller skal den have en dag til at sætte sig i ?
Hej Anna
Du kan godt servere den samme dag, men den bliver bedst af at have stået en dag :-)
Skal den så opbevares på køl? Og skal den lunes lidt i ovnen inden den serveres dagen efter?
Ja, du opbevarer den på køl og nej den skal ikke lunes igen – den er bedst kold :)
Ha’ en skøn aften :)
Det er min nye favorit brownie-opskrift.
Hvor er det bare fantastisk at høre :) :)