
Vi har været lidt i tvivl om, om vi skulle udgive dette indlæg, da vi tænkte i måske ville synes det var for kedeligt, da det nu ikke rigtig handler om mad, men i stedet hvor vi laver alt vores mad. Alligevel blev det gjort, da vi ved nogle af jer har kommenteret, at det kunne være sjovt at se vores køkken. Så her er det! :-). Vi er heldige at have god plads til at lave mad og det betyder også at der er god plads til at rode – i anledningen af at de her billeder skulle tages, er der blevet ryddet lidt op. Da vores køkken/stue er et åbent rum, har vi ikke et yderligere spisebord, så vi spiser i køkkenet, hvor der i den ene ende af bordpladen faktisk godt kan blive plads til 5 spisende. Hvis der kommer rigtig mange gæster på besøg har vi en ekstra bordplade vi smækker på to bukke. Det er også ofte her vi sidder når vi skal læse til eksamen/blogge, osv. Et rigtig dejligt rum hvor der kommer masser af lys og hvor man nemt kan være en del af madlavningen selvom man laver noget andet.
