SVAMPET BROWNIE MED MARCIPAN –
Bagværk, Desserter, Søde sager

SVAMPET BROWNIE MED MARCIPAN

Yes yes yes!! Så er jeg næsten tilbage på blogge-bænken! Hvor har jeg glædet mig. Som i ved har den sidste måned jo foregået i Tanzania sammen med min kæreste, med blandt andet bestigning af Kilimanjaro, afslapning på Zanzibar, safari tur og en masse hygge. Det har betydet at der ikke er blevet lavet meget mad, og derfor heldigt at Laura har været så kreativ. I øjeblikket befinder jeg mig i byen hvor min kæreste arbejder på et vej-projekt og af denne grund er der nu et køkken, hvor der skulle laves en kage. Der var noget marcipan, der skulle bruges, og herefter gik jeg i tænke-mode. Resultatet blev en super lækker svampet brownie – jeg vil vove at påstå at det er den bedste jeg nogensinde har smagt. Jeg elsker når de er sådan næsten “halvt” bagte og denne her var helt perfekt med et twist af marcipan og jeg har på fornemmelsen at denne også spiller en rolle ift. konsistensen. Nyd den som den er, eller med vaniljeis / creme fraiche og lidt friske bær til dessert eller eftermiddags kaffen. Der har forresten lige sneget sig lidt billeder ind af to gode venner jeg har fået i huset – nogle mere interesserede end andre (det ses også af billedet ;-)) På fredag flyver jeg tilbage til DK og jeg glæder mig sådan til at se min familie/venner igen efter næsten 6 måneder fulde af eventyr!

 

Ingredienser (Bradepange 20 x 20 cm.)

150-200 g. marcipan
100 g. smør
150 g. mørkchokolade (til smeltning)
150 g. mørk/lys/hvid chokolade – grofthakket
180 g. sukker
2 store æg
1/2 tsk. salt
1 tsk. vaniljesukker
1 tsk. nescafé (fint hakket)
70 g. hvedemel
  1. Smelt smøret og bland det med de 150 g. mørk chokolade. Lad det hele smelte sammen til en ensartet tynd masse
  2. Ælt marcipanen med sukker og salt (det gør ikke noget hvis der er lidt klumper af marcipan – kun ekstra lækkert når den er bagt)
  3. Tilsæt æg til marcipan blandingen og bland det godt
  4. Tilsæt vaniljesukker, nescafé og mel
  5. Tag den afkølede smør/chokolade og bland det godt med marcipan blandingen. Tilsæt herefter den hakkede grove chokolade
  6. Hæld dejen i en smurt form 20 x 20 cm. (eller med bagepapir), bag den i 25-30 min ved 180 grader (alm. ovn). For at få det lækre svampede indre er det vigtigt den ikke får for meget. Så snart den er nogenlunde fast og overfladen er lidt knasende og tør er den god.
  7. Placér den i køleskabet til afkøling, hvor den er klar til at blive skåret efter ca. 1 time – mums :-)
tidligere indlæg næste indlæg

18 Kommentarer

  • Reply AJ 19 december, 2012 at 17:37

    Ej hvor lyder den lækker !
    Og er da godt nok lidt misundelig på din “afslapning på Zanzibar, safari tur”! Hvorfor er det egentlig at du befinder dig der? :-)
    Desuden nogle skønne billeder af dine venner! ;-)

    • Reply Laura og Christine 20 december, 2012 at 07:12

      Tusind tak, AJ! Jeg har haft mit 6. Semester i Sydney fra Juli til November, og eftersom min kæreste er i praktik her i Tanzania og kunne få 3 ugers ferie tog jeg hertil efter Australien :) det har været så skønt!
      Hehe, tusind tak ;)

  • Reply Anonymous 19 december, 2012 at 18:28

    Hvor ser kagen bare lækker ud! Og sikke nogle søde venner du har fået dig :)

    • Reply Laura og Christine 20 december, 2012 at 07:13

      Tusind tak! Kagen var fantastisk! Der er allerede blevet bagt en ny omgang ;-)

  • Reply Kristine (CookieCrumble) 19 december, 2012 at 20:02

    Iiih, velkommen “hjem” igen :) Det lyder som en helt fantastisk tur.

    Dejligt din lyst til at gå i køkkenet, endte ud i en succes, for det lyder sørme godt nok lækker. Elsker alt med marcipan, så mon ikke den skal afprøves :) Den passer jo også ganske godt til julen med marcipanen i – uhm! :) God idé. Og ligesom dig elsker jeg også den halvbagte konsistens. Den skal sidde fast i ganen i tænderne ;)

    • Reply Laura og Christine 20 december, 2012 at 07:17

      Hej Kristine! Tusind tak – det har været så lækkert!!
      Hehe er også glad for det startede med en succes, var lidt i tvivl ;-) men som marcipan elsker ville jeg da helt sikkert prøve den, smagen af marcipan kommer mere til udtryk på anden dagen (opbevaret i køleskab) :-)
      man skal nemlig helst ligne en heks når man har spist sådan et stykke, med chokolade over det hele ;-)

  • Reply Anonymous 20 december, 2012 at 12:07

    Hej :) Superlækker kage – men er det bare mig, eller mangler de sidste 150 gr. grofthakket chokolade ikke at blive anvendt i opskriften? :)

    • Reply Laura og Christine 20 december, 2012 at 12:16

      Jo du har da fuldstændig ret – det er blevet sat ind! Tak for det vågne øje :-)

    • Reply Anonymous 21 december, 2012 at 09:30

      :) Så gjorde jeg det rigtigt – den er fantastisk! Havde den med på arbejde, og mine kolleger ELSKER den! Glædelig jul til jer begge – og fortsæt det gode arbejde!

    • Reply Laura og Christine 23 december, 2012 at 14:51

      Det lyder godt :) og dejligt at den var en succes på arbejde også! Rigtig glædeligjul til dig også!

  • Reply Miss Alsing aka Trunte 2 januar, 2013 at 11:10

    Så fik jeg tid til at bage den…..Fååårk hvor er den vanedannende!! :o) Og man kan da ikke nøjes med én portion GG

    Den er fluks printet ud og puttet i min Twin Food mappe :o)

    • Reply Laura og Christine 2 januar, 2013 at 15:46

      Du har fuldstændig ret – tror også jeg må have bagt en omgang snart igen ;-)!
      Hehe, godt at det er en opskrift du kan bruge – og sødt med en Twin Food mappe :-D

  • Reply BLONDIE MED COOKIE DOUGH | Twin Food 6 marts, 2013 at 21:04

    […] det var en god kage. Udgangspunktet var egentlig den samme dej, som Christine havde brugt til sin brownie, vi kom bare ikke kakaopulver i. Derudover blev den mørke chokolade udskiftet med hvid og der blev […]

  • Reply Bettina 15 juni, 2013 at 08:33

    Hej :)
    Kan kagen bages dagen før og stå i køleskab til dagen efter?
    Hilsen Bettina

    • Reply Twin Food 15 juni, 2013 at 10:10

      Hej Bettina. Det kan den sagtens og det bliver den faktisk næsten bedre af – så bare gør det ;-)

  • Reply » FEDTFATTIG SVAMPET CHOKOLADE KAGE MED SVESKER 9 juli, 2014 at 14:41

    […] kokosolie, kakao, sukrin gold, mandelmel, æg og hakket mørk chokolade. Kagen kan ikke erstatte en dejlig fedtet brownie, men kan laves som et sundere alternativ med en næsten lige så snasket konsistens. Kagen skal […]

  • Reply Katrine 6 december, 2014 at 15:56

    Hold nu op!!!
    Den kage er mere end vellykket. Den blev serveret til stor venindefødselsdag og blev meget meget godt modtaget. Vi var 12 og størrelsen på kagen passede perfekt! Husk, den er tung og hellere et mindre stykke pr. gæst og tilfredshedsfølelsen. Det var gæsterne i hvert fald glade for (men vi havde også spist to retter forinden :) )

    • Reply Twin Food 7 december, 2014 at 21:40

      Tusind tak for din søde kommentar Katrine! Altid skønt at høre når opskrifterne virker ;-)!
      Rigtig god aften!

    Skriv et svar til Laura og Christine Slet kommentar