TÆRTE MED GEDEOST OG FENNIKEL –
Bagværk, Nemme hverdags retter, Tærter

TÆRTE MED GEDEOST OG FENNIKEL

Tærte er noget som vi spiser mest om efteråret og vinteren, da vi altid har forbundet tærte med noget man spiser når vejret er lidt kedeligt :-) Selvfølgelig findes der også de fine sommertærter med bær, som kun bliver lækrere af at blive spist i højt solskin.

Denne tærte blev lavet en dag hvor det var lidt gråt og regnede udenfor, præcis ligesom det gjorde i går! Hold da op et lorte vejr!! Tærten blev lavet med fennikel, krydret pølse og gedeost, en kombination som vi rigtig godt kan lide. Vi synes gedeosten giver en ret god smag, når den bliver varmet. Hvis man ønsker en vegetar udgave, kan pølsen sagtens undlades.

Dette er en tærte, der snildt kan fryses og på den måde også bruges som aftensmad til de travle hverdage, hvor aftensmaden skal gå hurtigt.

Ha’ en skøn weekend, vi satser på lidt mere sommerligt vejr!

 

Ingredienser

Dej

120 gram hvedemel

60 gram grahamsmel

1 tsk salt

2 tsk hakket rosmarin

75 gram koldt smør

1/2 dl mælk

 

  1. Bland de tørre ingredienser (mel, salt og hakket rosmarin) sammen og smuldr smør ud heri
  2. Tilsæt mælk lidt ad gangen indtil dejen samler sig (det er muligt at der skal tilsættes en anelse mere mælk)
  3. Lad dejen stå på køl i ca. 30 min, mens fyldet laves

 

Fyld

100 gram pølse

1 fed hvidløg

1 fennikel

150 gram gedeost

5 æg

1 dl mælk

1 dl hytteost

salt og peber

  1. Skær pølse ud i mindre stykker og hak hvidløg – tilsæt begge ingredienser til en pande og steg det i et par minutter
  2. Skær fennikel og gedeost i mindre stykker – man kan evt. gemme nogle skiver fennikel, som lægges på toppen til sidst
  3. Bland æg, mælk, hytteost, salt og peber i en skål
  4. Tag dejen ud af køleskabet, rul den ud og placer den i en tærteform
  5. Fordel gedeost, fennikel og pølsen på dejen (gem evt. lidt af ingredienserne til toppen)
  6. Hæld ægge-blandingen ud over og fordel resten af fyldet oven på
  7. Bag tærten i ovnen ved 200 grader i 45-60 min (tjek den undervejs)

tidligere indlæg næste indlæg

No Kommentarer

Skriv en kommentar