REJSEGUIDE // MALDIVERNE –
Anbefalinger, Rejse, Rejseguides

REJSEGUIDE // MALDIVERNE

Christine og hendes kæreste var i juli måned en uge på Maldiverne, og vi har i det her indlæg samlet forskellige fifs og tanker, som vi gjorde os inden og undervejs. Det er altså ikke en komplet guide til Maldiverne, men mere et indlæg med gode tips, der kan være rart at vide inden afgang. Hvis i selv har været afsted og ligger inde med andre gode tips, så smid dem endelig i kommentarfeltet, så vi er flere, der også kan få gavn af dem.

Vi havde en fuldstændig fantastisk tur, og hvis vi kunne, ville vi tage afsted igen i morgen. Det hele fungerede upåklageligt og alt levede fuldstændig op til de forventninger, vi havde inden afgang. Man ser jo de mest fantastiske billeder af hvide strande, vand-/strandvillaer samt solnedgange, og vi prøvede ikke at have for høje forventninger for ikke at blive skuffet. Men vi var meget overraskede – på den gode måde. Vi var bange for, at Maldiverne måske var lidt for hypet, men vi er enige i det hele – det er fantastisk, og vi vil anbefale alle at prøve det!!

Vi bookede hele vores tur separat, dvs. rejse og resort hver for sig. Indlægget her indeholder lidt omkring vores booking, selve rejsen, vores resort, mad og drikke, oplevelser, gode tips og et budget. Scroll endelig ned og læs med, hvor I synes, og hvis I har flere spørgsmål så skriv endelig, der er helt sikkert noget, vi har glemt. 

 

Helt kort om Maldiverne, så er det over tusind små øer, der er inddelt i atoller. En atoll er en ring med flere øer, hvor der i midten er en lagune. Nogle af øerne er lokale, nogle har resorts og nogle er helt ubeboede. Til Maldiverne er der ca. +4 timer i tidsforskel og ca. kommer ind i den forstand, at nogle af øerne kører med deres egne tidszoner.

Generelt er Maldiverne varme og solrige hele året rundt, men man kan stadig dele året op i en tør periode og en våd periode. Mest tørt vejr kan man finde fra december til april, mens mest regn kan forventes maj til november. Typisk betegnes juni til september som lavsæson og altså også her, hvor man formentlig kan få de billigste priser på ophold. Vores planlægning var ikke i vildt god tid og i og med, at juli var det eneste tidspunkt, der passede os rigtig godt, var det også der, vi valgte at tage afsted. Man kan læse om at rejse til Maldiverne i regnsæson/lavsæson flere steder på nettet, og selvom der formentlig stod regn på programmet, virkede det også til, at det ikke var hele dage med regn.

Vores oplevelse med at rejse i regntiden til Maldiverne har kun været god. Vi havde mest regn den dag vi ankom, men det passede os fint, da vi havde rejst hele natten og var utroligt trætte og altså trængte til en eftermiddagslur. Derudover var der nogle dage med regn, men altså kun små, meget voldsomme regnbyger. Så vi fik i den grad solen at se og havde ikke en tid, hvor vi kedede os pga. regnvejret. Måske var vi heldige, men det er aldrig helt til at vide.

Booking

Vi lavede en del research på diverse booking sider, inden vi faktisk bookede et par stykker hos booking.com med FREE CANCELLATION! Det er lidt dyrere, men så kunne vi overveje, hvilket vi helst ville bo på, hvorefter de andre blev annulleret ret hurtigt igen efter booking. Herefter valgte vi faktisk at prøve at skrive direkte til resortet, og det ente med at vi kunne spare lidt pr. mand og bookede altså derfor direkte gennem resortet. Vi bookede med “all inclusive” (mere om det længere nede), men da det både er mad og oplevelser, er det en god idé lige at høre med resortet, hvad der egentlig er med, hvis det er noget, man ønsker at booke.

Ift. pris, skal man ikke lade sig narre af den fine pris, der starter med at stå på diverse booking sider. Der kommer nemlig en masse oveni, både tax (12%) og service (11%), så der skal altså lige ligges lidt oveni den pris, man først ser. Derudover skal man også transporteres mellem Male og resortet, som i vores tilfælde jo var med vandflyver. Vi betalte ekstra for vandflyveren (450 USD pr. mand t/r), men der kan være resorts, der ligger så tæt på, at det ikke er nødvendigt. Denne transfer kan man ikke rigtig komme udenom, og så vil jeg også sige, at turen med vandflyveren var en oplevelse i sig selv.

Rejse

I og med at Christine’s kæreste bor i Indien startede vores rejse mod Maldiverne i Chennai i Indien. Vi havde altså t/r til Indien og ikke Danmark. Man flyver til lufthavnen, der ligger i Male, som er hovedbyen på Maldiverne. Hvis man rejser fra f.eks. København til Male har en hurtig søgning vist, at det kan gøres for 4500-5000 kr., hvis man er ude i god tid.

Ift. rejsen, skal man overveje, om man ønsker en overnatning i Male, eller om man vil direkte til resortet. Nogle resorts ligger så langt væk, at det kræver vandflyver og her skal man være opmærksom på ankomst og afgang af ens eget fly, da vandflyveren ikke flyver døgnet rundt. Prisen på vandflyveren er normalt en del der ligges oveni den pris, man betaler for resortet og det er altså også dem, der sørger for at booke den. Vi tog direkte til resortet og havde altså ikke en overnatning i Male. Det betød også, at vi ved ankomst i lufthavnen i Male blev hentet af en meget venlig mand, der stod med et skilt med vores resorts navn. Det er noget de fleste resorts sørger for og din “rejse” mod resortet starter altså, så snart du er ankommet til Male, hvis I tager direkte til resortet. Han viste os til check-in for vandflyveren, hvorefter vi blev kørt til en lounge, der hørte til resortet, inden vi efter 30-45 min. blev ledt til vandflyveren. Flyvetiden til vores resort fra Male var ca. 1 time, dog var vi lige nede ved et andet resort og sætte folk af, inden vi kom til vores eget. Her blev vi budt velkommen med blomster, halskæder og friske kokosnødder til velkomstdrink.

Resort

I forhold til hvor man skal bo, er der helt vildt mange muligheder – det kan både være i lokale guesthouses eller på resorts. Resorts’ne vil ofte være placeret på en ø for sig selv, dvs. at der på den ø, hvor man befinder sig, altså kun er det resort og dets faciliteter. Vi var kun på det ene resort, som vi bookede, og det er derfor også kun omkring dette, vi kan give gode fifs, men vi er sikre på, at de også kan tages med til andre resorts.

Vi bookede på det resort, der hedder Sun Aqua Vilu Reef, som ligger 145 km syd for Male. Og som skrevet før, er der helt sikkert mange andre muligheder. Det her passede godt til os både ift. budget, og hvad de tilbyder af bolig og oplevelser i All inclusive pakken.

Resortet lå på en meget lille ø, som man kunne gå rundt om på 10-15 min. Selve resortet har både villaer på stranden og forskellige typer Reef Villas, som er dem, man også kender som water bungalows eller water villas. Vi havde fra start besluttet, at vi skulle prøve en vandvilla og endte faktisk med at booke sådan en i alle de 6 overnatninger, vi havde. Det er nok en af de bedste beslutninger, vi længe har taget, for det var fuldstændig fantastisk. Det er formentlig ligeså fantastisk at have sin egen villa på stranden, men det prøvede vi ikke i denne her omgang. På det her resort var der på vandet både Sunset Reef Villas, Reef Villas (som vender mod solopgang) og Reef Villas med privat pool. Jeg går ud fra, det er meget samme set-up på de forskellige resorts. Vi havde en Reef villa, som vendte mod solopgang, og det passede os så fint. Vi havde fået en, der næsten lå på spidsen, som lå dejlig ugeneret med masser af sol fra morgen og næsten hele dagen. Sunset Reef villaerne er lidt dyrere, men overvej lige om det er det værd, for vi var faktisk ikke i vores hytte ved sunset, da vi i stedet sad på stranden og drak rosé. For os var det helt fantastisk at have morgensolen ind af dørene. Hvis I tilfældigvis også skal forbi det her resort, så boede vi i villa nr. 416, og den kan i den grad anbefales. Derudover kan det være en god idé – ligegyldigt hvor man booker – at ønske én af de villaer, der er mest ugeneret, for nogle af dem ved os vendte nærmest mod restauranten. De fleste resorts har kort over øen, så det er muligt at forestille sig nogenlunde, hvor omkring man helst vil bo.

Mad og drikke

Vi havde fra start fået fifs, om at vi skulle booke med all inclusive, da det ellers kan blive en meget dyr oplevelse. Jeg tror de fleste resorts kører all inclusive pakker, nogle har også half board, full board og sågar extreme all inclusive. Det er en god ide lige at få en plan fra resortet om, hvad der er inkluderet, så man ikke bliver skuffet. Vi havde almindelig all inclusive, som var buffet til morgen, frokost og aften. Vi var meget tilfredse med maden, der var nogenlunde den samme hver dag til morgen og frokost med små køkkener, der varierede dag til dag. Til aften kørte de forskellige temaer, hvor vi både prøvede syd Indien, lokalt fra Maldiverne, Kina, Libanesisk, chef’s special og Vesteuropa. Min yndlings var klart den lokale mad, hvor det var så hyggeligt at se, hvordan de lokale damer var kommet i køkkenet for at lave den mad, de formentlig laver hver dag. Udover mad havde vi drikke, hvor man kunne vælge både juices, drinks, vin, soft drinks og øl. Der var også nogle snacks i løbet af dagen, men dem brugte vi faktisk ikke rigtig. Udover buffeten, var der også en anden restaurant, som dog ikke var inkluderet i all inclusive. Vi brugte den ikke, da vi var godt tilfredse med buffeten. Man også være opmærksom på at a la carte restauranterne formentlig ikke er med i all Inclusive. Dog blev der ved os givet lidt rabat svarende til, at man ikke spiste i buffeten.

Oplevelser

I vores all inclusive pakke var der, udover maden, inkluderet både et Sunset Dolphin Cruise, et besøg til en lokal ø, frit snorkeludstyr under hele opholdet og to timers vandsport. Derudover var der også inkluderet 15 minutters nakke-/skuldermassage. Tennis, badminton og fitness kunne bruges hele tiden. Og så havde de fodring af rokker hver dag kl. 18., det er en sjov oplevelse og så er det bare nogle kæmpe store dyr!

Selve resortet kørte forskellige oplevelser og ture udover, hvad der var inkluderet i all inclusive pakken. Man kunne selvfølgelig få masser af massage samt tage på forskellige bådture. Derudover var det også muligt at arrangere privat middag på stranden – mod betaling selvfølgelig.

Vi har begge dykkercertifikater og havde allerede inden ankomst bestemt, at vi skulle på dykkertur. Vi havde læst at Maldiverne skulle være et helt fantastisk dykkersted, og det er vi fuldstændige enige i. Hvis I har dykkercertifikat og tager til Maldiverne SKAL I simpelthen tage ud og dykke. Vi har begge været på Great Barrier Reef, men Maldiverne er noget af det fedeste og flotteste dykning, vi har haft! Der var fisk overalt, og så mødte vi også både White Tip hajer, rokker og skildpadder. Vi tog på en formiddagstur med to dyk, og vi var så heldige at være de eneste to ombord, hvilket kun gjorde oplevelsen endnu bedre. Prisen for dykning var rimelig dyr (som så mange andre steder også), og hvis man ikke har dykket de sidste to år, kræver de et Refresher kursus. Derudover er det obligatorisk med et Orientation dive, som er noget, det her resort kræver for at tage dig med ud at dykke.

Hvis ikke man har dykkercertifikat, skal man prøve snorkling. Der er også forskellige ture, men faktisk var der på bagsiden af øen det fedeste ”husrev”, der startede ca. 10m fra stranden. Her kunne man snorkle rundt med hundredvis af fisk både over revet og langs væggen på revet, som bare gik langt ned i dybet. Ligesom dykningen var det her en helt vild oplevelse, og vi brugte også meget tid på snorkling, hvor vi også fandt en skildpadde. På resortet har de selv lavet udgange ud til revet, og vi fandt det bedste fiskeliv mellem indgang 1 og 2. Man kan også dykke rundt andre steder på øen og imellem Reef villaerne, men husk revet – der er de flotteste fisk.

Både Sunset Dolphin Cruise og turen til den lokale ø var også to rigtig gode oplevelser. Vi fik set delfiner og gået rundt på en lille lokal ø, hvor man nærmest kunne se vand fra alle steder på øen i alle retninger.

En anden tur på resortet, som var meget populær, var en tur, hvor man kunne snorkle med de her helt enorme whale sharks. Vi var ikke med på turen og kan derfor ikke sige så meget, men hvad vi hørte, så havde det været en vild oplevelse.

Gode tips

  • Tjek ved booking om prisen kan gøres billigere ved at booke direkte ved resort
  • Vi vil klart anbefale at booke med all-inclusive – sørg også for at forhør hos resortet, hvad der er med i all-inclusive pakken (hvis man booker denne), måske der er mere med nogen steder end andre
  • Ift. booking af værelsestype på resort, så overvej, hvad der giver mest værdi for jer at bo i. Foretrækker I solnedgang, solopgang, en privat pool, at bo på stranden. For os passede det bedre med en villa mod solopgang frem for en mod solnedgang (der var dyrere), da vi nød morgensolen fra værelset og drinks i baren ved solnedgang.
  • Hvis I har specielle ønsker til ugenerede boliger, eller andet, så snak med resortet inden ankomst
  • Nogen gange kører resorts’ne med kampagner, hvis man er ude i god tid. Det samme kan være tilfældet med last-minute deals, men fly er altid en god idé at booke i god tid.
  • Overvej om I vil rejse i lavsæson, hvor der helt sikkert kan spares penge på overnatning

Budget

Vi har lavet et lille overslag nedenfor med vejledende priser ud fra vores oplevelse. Det kan formentlig godt gøres billigere og i den grad også meget dyrere. Priserne er vurderet ud fra lavsæson og kan være anderledes andre tider af året.

Fly, t/r København – Male: 4500-5000kr (hvis man er ude i god tid)

Resort, afhængig af værelsestype: 2000-3000 pr. nat

Vandflyver, t/r Male – Resort: 2500 kr. pr. person

Dykning, 2 dyk + orientation dive: 2000 kr. pr. person

 

tidligere indlæg næste indlæg

No Kommentarer

Skriv en kommentar