PÅSKE KNAS (EASTER ROCKY ROAD) –
Desserter, Højtider, No bake, Søde sager

PÅSKE KNAS (EASTER ROCKY ROAD)

Vi har haft nogle skønne påskedage og heldigvis er det ikke helt slut endnu. Vi tog i sommerhus i onsdags efter arbejde og drager tilbage mod Frederiksberg i morgen aften. Vi har hygget, gået ture, spist lækker mad og nydt at slappe af. I morgen skal vi være sammen med vores mors familie, der kommer til frokost – vi skal fejre hendes fødselsdag :). Vi satte gravad laks over i torsdag og derudover har vi blandt andet også sørget for lidt lækkert påske knas til eftermiddagskaffen.

Vi har de sidste år haft gang i lidt forskellige påske-opskrifter, og nogle af de bedste er nok vores påske cookies eller vores hjemmelavede påskeæg med karamel! I år har vi lavet noget lækker knas, der minder lidt om noget rocky road vi tidligere har lavet. Hovedingrediensen er chokolade, og herudover er der cashewnødder, kiks og masser af mini påskeæg. De her er lavet påske-agtige ved at tilsætte mini påskeæg, men man kan sagtens give dem et andet twist. F.eks. kunne man tilsætte Oreos, Twix, Snickers, Bounty, tørret frugt, osv. Vi vil mene at det meste kan tilsættes, så man kan bare tage alle sine yndlings ting! Vi håber i har haft en skøn påske og får nogle dejlige sidste dage.

 

Ingredienser (et fad på 20 cm x 20 cm)

200 gram mørk chokolade

100 g mælkechokolade

200 g cashewnødder

150 g fuldkornskiks

200 g blandede mini påskeæg

  1. Smelt chokoladen i en gryde over vandbad eller i mikroovnen
  2. Hak cashewnødder og kiks groft og bland det i chokolade blandingen
  3. Skær påskeæggene i halve eller kvarte og bland også dem i chokoladeblandingen
  4. Kom bagepapir i en form og fordel massen ovenpå
  5. Stil det hele i fryseren i mindst en time (tjek at chokoladen er stivnet)
  6. Skær ud i ønskede bidder og opbevar dem derefter i køleskabet

tidligere indlæg næste indlæg

No Kommentarer

Skriv en kommentar