GALETTE MED PÆRE & MARCIPAN –
Bagværk, Desserter, Søde sager, Tærter

GALETTE MED PÆRE & MARCIPAN

pear-galette

Vi elsker galetter! Det er egentlig en slags tærte, hvor man kan putte i lige hvad man har lyst til. Og ligesom med tærter kan det både være sødt og salt. Vi har for flere år siden lavet en udgave med laks, som i kan finde opskrift på lige her. Denne her gang blev det en sød sag med pære og marcipan. Vi synes det fungerer rigtig godt at bruge marcipan på denne her måde i bagværk – det giver både sødme, lidt mandelsmag og fedme.

Vi var selv ude og plukke pærerne til denne her galette, som blev lavet da vi var i sommerhus for nogle weekender siden. Det passede lige med at der stadig var sæson for pluk-selv pærer hos Nygården og selvom det regnede og blæste insisterede vi på at det skulle være selvplukkede pærer – de andre var ikke helt tilfredse ;-)! Vi valgte de største og hårdeste – de bedste pærere efter vores smag! Som sagt kan man jo variere ligesom man vil og pærerne kan nemt udskiftes med æbler, blommer, nektariner, ferskner, abrikoser, eller hvad man ellers vil. Vi hører gerne forslag i kommentarfeltet, vi har nemlig på fornemmelsen at vi snart skal lave en igen!

Ingredienser (1 galette, ca. 20 cm.)

5-6 pærer (afhængig af størrelse)

crème fraiche, flødeskum eller vaniljeis til servering

 

Dej

150 g hvedemel

50 g grahamsmel

3 spsk sukker

55 g blødt smør

4 spsk vand (måske lidt mere)

  1. Bland melen og sukker i en skål
  2. Skær smøren i mindre tern og smulder den sammen med melen og sukkeret
  3. Tilsæt vandet lidt af gangen og ælt den forsigtigt sammen og lad den samle sig helt – tilsæt mere vand, hvis dejen virker for tør
  4. Form dejen til en rund kugle og lad den hvile 1/2 – 1 time i køleskabet og lav i mens marcipan fyldet

 

Marcipan fyld

150 g marcipan

2 æg

70 g sukker

40 g hvedemel

  1. Riv marcipanen groft
  2. Pisk marcipan, æg og sukker luftigt med en el-pisker
  3. Vend forsigtigt melen i massen
  4. Skær pærerne i halve – fjern kerner og skær dem herefter i tynde skiver
  5. Tag dejen ud af køleskabet og lad den evt. lige ligge lidt, hvis den er alt for hård
  6. Rul dejen ud til en cirkel med en diameter på ca. 40 cm
  7. Fordel marcipan massen overpå dejen – næsten til kanten og placér de skårne pærer ovenpå
  8. Fold siderne ind og marcipan fyldet hele vejen rundt
  9. Bagen galetten i ovnen (alm. ovn) ved 180 grader i ca. 35 min. – hold øje med den undervejs og lad den blive pæn gylden på toppen
  10. Serer med crème fraiche, flødeskum eller vaniljeis

galette

galette-with-pear

tidligere indlæg næste indlæg

No Kommentarer

Skriv en kommentar